Russisk spiller: Vi skyldte vores fans denne VM-titel

admin

10 år siden

|

26/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ruslands ishockeylandshold revancherede sin skuffende indsats under vinter-OL i Sotji ved i overværelse af præsident Vladimir Putin at vinde søndagens VM-finale mod Finland.

Og alt andet end førstepladsen ville have været en fiasko, siger Danis Zaripov, der blev noteret for én scoring og to assists i 5-2-sejren.

- Vi skyldte vores fans denne sejr efter den dårlige præstation i Sotji. Guldmedaljen er det, vi kom for. Intet andet resultat ville være godt nok. Vi spillede som en enhed gennem hele turneringen. Det er en sejr for alle, siger han.

Præsident Vladimir Putin er som hovedparten af russerne begejstret for ishockey og brugte søndagen på overvære finalen sammen med værtslandet Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, frem for at koncentrere sig om dagens præsidentvalg i Ukraine.

- Statsoverhovedet ønskede at støtte det russiske hold personligt, sagde en talsmand for Putin til det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Ruslands sportsminister, Vitalij Mutko, hylder sejren som kulminationen på "en spektakulær afslutning på vores bedste vintersæson nogensinde."

- Det er rigtig godt, at vores ishockeyspillere, som i den grad skuffede vores sportselskere ved legene i Sotji, formåede at slutte sæsonen med en så storslået sejr, siger han.

Ved vinter-OL i februar floppede de russiske hjemmebanefavoritter ved at tabe til netop Finland i kvartfinalen, og finnerne ydede også god modstand i søndagens kamp.

Holdet førte 2-1 i begyndelsen af anden periode, men de finske spillere gik hårdt til modstanderne og blev ramt af mange udvisninger. Fire af de fem russiske scoringer skete, mens det finske hold var i undertal.

- Vi havde chancer til at vinde i dag, men det er umuligt at vinde mesterskabet, når du sidder i straffeboksen. Vi blev straffet for mange gange i aften og betalte prisen for mangel på disciplin, siger Finlands træner, Erkka Westerlund.

Rusland har nu vundet verdensmesterskabet i ishockey fem gange. Forrige gang var i Helsinki i 2012, mens Finlands statistik lyder på to sejre i ni VM-finaler.

/ritzau/