Et russiske kampfly har gentagne gange fløjet i lav højde hen over et amerikansk krigsskib i Sortehavet. USA's forsvarsministerium kalder det en provokation på et højspændt tidspunkt.
- Denne provokerende og uprofessionelle russiske handling er ikke i overensstemmelse med deres nationale regelsæt og tidligere aftaler om den professionelle interaktion mellem vore hære, siger en talsmand for Pentagon.
Han forklarer, at et russisk Su-24 kampfly i weekenden foretog 12 overflyvninger i lav højde nær "USS Donald Cook", en destroyer, som har været i Sortehavet siden torsdag.
Det russiske fly var formentlig ikke bestykket med våben.
Da hændelsen fandt sted, var det amerikanske skib på patrulje i internationalt farvand i den vestlige del af Sortehavet, siger talsmanden.
Det er spændingerne i Ukraine, hvor pro-russiske aktivister har stormet politistationer og offentlige bygninger, der også giver spændinger mellem USA og Rusland.
USA støtter den ukrainske regering og beskylder Rusland for at anstifte urolighederne i det østlige Ukraine.
USA mistænker Rusland for at være i færd med at indlemme store dele af Ukraine i den russiske føderation på samme måde, som det skete med den ukrainske halvø Krim i sidste måned.
/ritzau/Reuters