Rusland vil hjælpe med at befri OSCE-gidsler

admin

10 år siden

|

26/04/2014

Dagens topnyheder

Rusland vil gøre, hvad det kan for at befri vestlige OSCE-observatører, der holdes som fanger af pro-russere i det østlige Ukraine.

Det siger Ruslands repræsentant i den europæiske organisation for sikkerhed og samarbejde.

En dansker er blandt de 13 personer fra OSCE's hold, der fredag blev taget som gidsler ved byen Slavjansk.

- Vi mener, at disse folk er nødt til at blive befriet så hurtigt som muligt, siger Andrej Kelin ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

- Som et medlem af OSCE vil Rusland tage alle mulige skridt i denne sag, konstaterer han.

Rusland anklages af vestlige lande for at støtte de bevæbnede prorussiske aktivister i det østlige Ukraine, der har besat offentlige bygninger i en række byer og svoret at bekæmpe regeringen i Kijev.

OSCE's arbejde hviler på en aftale, der blev indgået under den kolde krig i 1970'erne.

Den giver blandt andet observatører adgang til at følge militære aktiviteter i et andet land og at overvåge valg.

/ritzau/Reuters