Rusland: Stop hæren og radikale nationalister i Ukraine

admin

10 år siden

|

25/04/2014

Dagens topnyheder

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har i en telefonsamtale med sin tyske udenrigsministerkollega, Frank-Walter Steinmeier, sagt, at volden i Ukraine skal stoppes.

Det drejer sig særligt om "brugen af (den ukrainske) hær og bevæbnede, radikale nationalister i det sydøstlige Ukraine," skriver det russiske udenrigsministerium i en erklæring.

Lavrov og Steinmeier blev i løbet af samtalen også enige om, at Organisationen for Samarbejde og Sikkerhed i Europa (OSCE) skal spille en aktiv rolle i bestræbelserne på at tage luften ud af den anspændte situation i Ukraine.

Udmeldingen kommer fredag få timer efter, at en række internationale magthavere truer Rusland med yderligere sanktioner, fordi landet ifølge lederne ikke har gjort nok for at nedtrappe situationen. Tværtimod har Rusland været med til at eskalere den, mener de.

- Den amerikanske præsident bemærker, at USA er klar til at indføre målrettede sanktioner som svar på Ruslands seneste handlinger, skriver Det Hvide Hus i en erklæring.

USA's præsident Barack Obama, Frankrigs præsident, Francois Hollande, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, Italiens premierminister, Matteo Renzi og Storbritanniens premierminister, David Cameron, står alle sammen om udmeldingen.

- Lederne har aftalt at arbejde tæt sammen gennem G7 og EU for at koordinere yderligere tiltag mod Rusland. Lederne understreger, at Rusland stadig kan vælge en fredelig løsning på krisen, står der i en erklæring fra Det Hvide Hus.

Tidligere fredag oplyste Angela Merkel, at EU's ministre snart skal mødes for at diskutere de nye sanktioner mod Rusland.

- Rusland har magten, eller kunne have magten, til at få separatisterne ind på en fredelig vej med diskussioner om forfatningen og forberedelser til valget, men de signaler mangler vi stadig fra Rusland, siger Merkel og tilføjer:

- Vi er derfor nødt til at reagere. Det vil være et fælles europæisk tiltag og et tiltag fra G7. På grund af de manglende fremskridt er vi nødt til at overveje yderligere sanktioner.

/ritzau/Reuters