Rusland slår hårdt tilbage: I har ødelagt Ukraine

admin

10 år siden

|

03/03/2014

Dagens topnyheder

Flere stormagters beslutning om at stille forberedelserne til det kommende G8-topmøde i bero sker helt "uden grund", siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, som hævder, at Vesten er "allieret med nynazister."

- Dem, der forsøger at tolke situationen som en aggression og truer med sanktioner og boykot, er de samme, som hele tiden har opmuntret ukrainerne til at afstå fra dialog og i sidste ende har polariseret Ukraine, siger Sergej Lavrov.

Udmeldingen fra de syv andre lande i G8-gruppen kommer i protest mod Ruslands fremfærd i Ukraine, hvor russiske styrker er rykket ind på den ukrainske Krim-halvø.

Lavrovs amerikanske kollega, USA's udenrigsminister John Kerry, har ligefrem sagt, at Rusland risikerer at miste dets medlemskab af G8-gruppen.

Den udtalelse har fået det russiske udenrigsministerium til at skærpe retorikken.

Det "skader ikke bare landene i G8-gruppen, men hele det internationale samfund," siger Lavrov om de andre stormagters beslutning.

- Washington har ignoreret, at det nye regime i Kijev har forkastet aftalen fra 21. februar, som var underskrevet af udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Polen, og dermed skabt en "regering af vindere" og erklæret det russiske sprog krig.

- Rigtige nynazister, som har smadret ortodokse kirker og synagoger, er blandt Vestens allierede, hedder det fra udenrigsministeriet ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

Sergej Lavrov kalder Kerrys udtalelse for koldkrigsretorik.

- Ved at ignorere alle forsøg på at forstå og vurdere de vanskelige processer i det ukrainske samfund, hvor situationen er forværret, efter at radikale grupper har taget magten i Kijev, så tager USA koldkrigsklichéer i brug og foreslår at straffe Rusland i stedet for dem, som har begået et statskup, siger Lavrov.

/ritzau/AFP