Rusland er i fuld gang med at beskytte sig mod økonomiske sanktioner fra vesten.
De statslige myndigheder har oprettet et indenlandsk betalingssystem indenfor eksisterende rammer, der skal beskytte russerne mod blokeringer af betalinger på det amerikanske kreditkort Visa og det europæiske Master Card.
Det skriver det russiske nyhedsbureau Itar-Tass. Forslaget om ændringer i det indenlandske betalingssystem er allerede blevet førstebehandlet i Dumaen - der er parlamentets Underhus.
Ændringerne ventes vedtaget inden udgangen af april.
Det betyder, at der i en periode kan udstedes russiske kreditkort til den russiske valuta rublen. Kreditkortene vil ikke være gyldige i udlandet, men russerne vil forsøge at forene sig med det kinesiske betalingssystem Union Pay.
Også på andre områder forbereder russerne sig på mulige skærpede sanktioner.
Den britiske finansavis Financial Times skriver tirsdag, at det russiske olie- og gasselskab Gazprom er begyndt at forberede sine oliekunder på, at de fremover skal afregne i euro fremfor dollar.
Det sker for at tage højde for en mulig eskalering af USA's sanktioner mod Rusland.
Ifølge administrerende direktør for Gazprom Neft Alexander Dyokov er 95 procent af kunderne villige til at handle i euro frem for amerikansk valuta. Det kræver, at kontrakterne med Gazprom ændres, skriver Financial Times.
Tidligere på ugen har chefen for den statsejede bank VTB, Andrei Kostin, opfordret til, at russiske eksportører tager sig betalt i rubler fremfor dollar.
Denne løsning kan dog pålægge udenlandske kunder ekstra transaktionsomkostninger, og skeptikere vurderer, at det kan svække de russiske virksomheders konkurrenceevne.
Der hersker dog en generel frygt blandt russiske råvareeksportører om, hvad der vil ske, hvis sanktionerne mod Rusland skærpes, så det ikke længere er muligt at skaffe dollar-clearing gennem New York, skriver Financial Times med henvisning til bankkilder.
Mineselskabet Norilsk Nickel, der er verdens største råvareproducent af nikkel og palladium, har tidligere oplyst til Financial Times, at det har ført drøftelser med sine kinesiske kunder om at ændre afregningsvaluta til kinesiske yuan.
/ritzau/itar-tass