Russiske kampfly har tirsdag angrebet våbendepoter og køretøjer tilhørende Islamisk Stat (IS) i den historiske by Palmyra i Syrien.
Det rapporterer syrisk stats-tv og en observationsgruppe i området ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Også i den nordlige Aleppo-provins er Islamisk Stat blevet ramt.
20 køretøjer og tre våbendepoter er ifølge en militærkilde blevet ødelagt i Palmyra.
I Aleppo er byerne Al-Bab og Deir Hafer omkring 20 kilometer øst for en militærlufthavn kontrolleret af IS blevet ramt.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder blev 15 medlemmer af IS dræbt i angrebene i Palmyra.
I løbet af de seneste 24 timer har russiske kampfly ifølge observationsgruppen gennemført mindst 34 luftangreb. Angrebet i Aleppo har været det hidtil kraftigste, lyder det.
IS erobrede Palmyra i maj, hvilket bragte dem endnu tættere på de regeringskontrollerede områder i det vestlige Syrien. Flere af byens oldtidstempler blev ødelagt under kampene i Palmyra.
Ruslands indsats i Syrien har fået stærk kritik fra blandt andet USA.
Barack Obama afviser et samarbejde med russerne om at bombe IS, medmindre Moskva "arbejder for en politisk løsning, snarere end at øge sin militære støtte til Assad (den syriske præsiden Bashar al-Assad, red)".
/ritzau/