Rusland og Ukraine fortsætter gasforhandlinger

admin

10 år siden

|

04/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det russiske gasselskab Gazprom og Ukraines statsejede Naftogaz vil onsdag atter sætte sig til forhandlingsbordet i Berlin, hvor de vil forsøge at få løst deres langvarige gasstrid om priser, betaling og leveringer.

- Forhandlinger fortsætter i dag, hvor vi kun er to sider til stede, siger den ukrainske energiminister, Jurij Prodan.

Forhandlingerne ventes at fortsætte frem til den 9. juni, hvor den seneste tidsfrist fra Gazprom for en betaling af den ukrainske gasgæld udløber.

Ved forhandlinger i Bruxelles tidligere på ugen og i Berlin i sidste uge har EU's energikommissær, Günther Oettinger, været mægler.

Ukraine og Rusland aftalte mandag i Bruxelles, at de russiske gasleverancer ikke må afbrydes, så længe parterne fastholder den igangværende dialog om gaspriser og afdrag på Ukraines astronomiske gasgæld.

Talsmanden for Gazprom, Sergej Kuprijanov, siger, at Ukraine nu skal betale gælden for gas, som det har modtaget i november og december sidste år. Det beløb er på 1,45 milliarder dollar (omkring otte milliarder kroner).

Rusland og Ukraine forhandler hvert år om prisen på levering af gas til Ukraine. Efter at det Moskva-venlige styre i Kijev i februar blev væltet, har Rusland næsten fordoblet priserne for gasleverancerne til Ukraine.

Rusland kvitterede mandag for modtagelse af 786,4 millioner dollar (over 4,3 milliarder kroner) for leveringer af naturgas til Ukraine i februar og marts.

Ifølge Rusland er den samlede ukrainske gæld på over 5,2 milliarder dollar (omkring 28,5 milliarder kroner).

/ritzau/AFP