Ronaldo slår Messis målrekord i Champions League

admin

|

29/04/2014

Dagens topnyheder

Cristiano Ronaldo er nu indehaver af rekorden for flest scoringer i en enkelt sæson i Champions League.

Den portugisiske Real Madrid-stjerne er oppe på 15 træffere, efter at han tirsdag aften scorede i semifinalen mod Bayern München.

Efter godt en halv time bragte Ronaldo de madrilenske gæster foran med 3-0, efter at holdkammeraten Gareth Bale var løbet fra det meste af hjemmeholdets forsvar på Allianz Arena.

Uselvisk lagde waliseren bolden over til Ronaldo, der sendte bolden forbi Manuel Neuer i tyskernes mål.

Scoringen blev fejret i en lang jubelscene, hvor Ronaldo holdt alle 10 fingre op i luften. Den ene hånd blev vendt rundt flere gange for at demonstrere, hvor mange mål han har scoret.

Stillingen er fortsat 3-0 til Real Madrid ved pausen. Spanierne vandt det første opgør på hjemmebane med 1-0.

Rekorden for flest CL-mål på en enkelt sæson tilhørte før dette års udgave FC Barcelonas Lionel Messi. I 2011/12-sæsonen lavede han 14 mål for det spanske storhold.

/ritzau/