Ronaldo skadet i kæmpe Real Madrid-skuffelse

admin

10 år siden

|

08/05/2014

Dagens topnyheder

Der var masser af skidt nyt for Real Madrid onsdag aften.

Real Madrid spillede på udebane kun 1-1 mod nedrykningstruede Valladolid i Primera Division, og det betyder, at både Atlético Madrid og FC Barcelona selv kan afgøre, hvor mesterskabsguldet skal placeres med to spillerunder tilbage.

Real Madrid hænger fast på tredjepladsen med 84 point, hvilket er fire færre end førerholdet Atlético Madrid.

FC Barcelona er toer med 85 point i den spændende sæsonafslutning, hvor Atlético Madrid i sidste spillerunde gæster Barcelona i noget, der kan blive det vildeste drama nogensinde i Spanien.

Foruden det dårlige resultat fik Real Madrid superstjernen Cristiano Ronaldo skadet. Han måtte lade sig udskifte allerede efter ni minutters spil.

En frustreret Ronaldo forlod banen og spekulationerne om, hvorvidt portugiseren bliver klar til Champions League-finalen mod Atlético Madrid 25. maj, er allerede begyndt.

Det er uvist, hvilken skade Ronaldo fik mod Valladolid, men angriberen har på det seneste døjet med både en lår- og knæskade.

Også Gareth Bale var fraværende for Real Madrid mod Valladolid med en skade, så der var ingen af de normale frisparksskytter på banen i første halvlegs slutfase.

Men det bekymrede ikke forsvarsspilleren Sergio Ramos, der 10 minutter inden pausen sendte et flot frispark i mål til en 1-0-føring for gæsterne.

I Real Madrid-målet fik Iker Casillas sine første minutter i denne sæsons Primera Division. Den spanske landsholdsmålmand har hidtil været reserve for landsmanden Diego López i ligaen, mens Casillas har fået kampene i Champions League og pokalturneringen.

På grund af den forestående Champions League-finale har Real Madrid-træner Carlo Ancelotti ønsket, at Casillas fik mere spilletid.

Fem minutter før tid fløj Casillas dog forgæves, da hjemmeholdets indskiftede colombianer Humberto Osorio udlignede til 1-1.

Real Madrid pressede desperat på til sidst, men forgæves, og skuffelsen var en realitet.

/ritzau/