Roma i pinligt pointtab mod bundprop

admin

9 år siden

|

15/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Parma er den suveræne bundprop i Serie A, og derfor kan AS Roma kun være skuffet over søndagens 0-0-resultat på hjemmebane.

Resultatet er et kæmpe tilbageskridt i Romas bestræbelser på at fravriste Juventus det italienske fodboldmesterskab.

Roma har 47 point for 23 kampe og har dermed seks point op til førerholdet Juventus, som kan trække yderligere fra søndag aften ude mod Cesena.

Det bør der være gode chancer for, da Cesena er næstsidst i Serie A - i øvrigt med hele fem point mere end Parma, som kun er noteret for 10 point i sæsonen. Parma har tabt 18 af 23 kampe.

Værterne fra Roma pressede forventeligt på for sejren mod Parma, men trods et stort pres i slutfasen lykkedes det ikke at få det afgørende mål.

Den tidligere Chelsea-back Ashley Cole var tættest på til sidst, men englænderens forsøg ramte uheldigvis for Roma kun stolpen med lidt under 10 minutter igen.

Nu kan Roma blot håbe på, at Juventus også dummer sig, når mesterholdets søndagskamp ude mod Cesena begynder klokken 20.45.

/ritzau/