Rohde og Helveg pressede på for dansk forklaring i EU

admin

460 uger siden

|

26/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De to danske radikale medlemmer af EU-Parlamentet, Morten Helveg og Jens Rohde, pressede på i Bruxelles for at indkalde den danske regering til en forklaring af de nye asylstramninger.

Det viser en række mails, som TV 2 er kommet i besiddelse af.

Udenrigsminister Kristian Jensen og integrationsminister Inger Støjberg var mandag i Bruxelles for at forklare og forsvare det danske lovforslag om at beslaglægge asylansøgeres værdigenstande. Men de Radikale havde ønsket sig en større debat.

Både Morten Helveg og Jens Rohde afviste søndag over for Ritzau, at de skulle have et medansvar, efter Kristian Jensen beskyldte danske europaparlamentarikere for at stå bag meget af den negative omtale af Danmark.

I en mail 9. januar til Guy Verhoftstadt, lederen af den liberale gruppe i parlamentet, ALDE, kalder den tidligere Venstre-politiker Jens Rohde regeringens smykkelovforslag for "en skændsel":

- Mit forslag er, at vi i ALDE og måske parlamentet i sin helhed inviterer Lars Løkke Rasmussen til en debat for at forklare og diskutere, hvad der foregår i Danmark, skriver Jens Rohde ifølge TV 2.

I en fælles mail fra Morten Helveg og Jens Rohde til den liberale gruppe 20. januar, fremgår det samtidig, at de to danske politikere beklager sig over, at mødet var lagt for sent til at kunne lægge pres på den danske regering og få ændret lovforslaget:

"Der er derfor i den grad brug for en debat med danske regering – hurtigt."

Morten Helveg afviser over for TV 2, at Kristian Jensen har ret i sine beskyldninger om, at danske parlamentarikere arbejdede aktivt på at puste til fordømmelsen af Danmark.

/ritzau/