Politiet på Fyn er på udkig efter en pistolbevæbnet røver, som mandag aften slap af sted fra en Netto-forretning med et mindre kontantbeløb.
Politiet fik klokken 21. 59 en anmeldelse om, at der netop var begået et røveri mod en Netto-forretning på Blækhatten i det sydøstlige Odense.
- Det er desværre ikke første gang, vi på det seneste har oplevet såkaldte "lukketids-røverier" i supermarkeder, siger vagtchef Lars Chr. Thede i en meddelelse fra politiet i Odense.
Politiet er opmærksomme på den slags sene røverier.
- Men det bør også være noget, butikkerne bør være opmærksomme på - ikke mindst af hensyn til deres personale. Man bør overveje bemanding, kontantbeholdning og forskelligt adfærdsmønster blandt personalet ved lukketid, siger vagtchefen.
Røveren kom ind i forretningen lige før lukketid. Med en pistol truede han den kvindelige ekspedient til at udlevere kassebeholdningen - et mindre pengebeløb - som han kom i en pose. Herefter forlod røveren butikken og løb i retning Tornbjerg Gymnasium.
Et vidne, der bemærkede røveren forlade forretningen, hæftede sig ved, at røveren løb underligt og langsomt, nærmest som om han var skadet eller havde en mærkværdig løbestil.
Røveren beskrives som en ung mand på cirka 1,80 meter, slank og almindelig af bygning. Han var iført en grå hættetrøje, lyse bukser, mørke handsker og lyse poser omkring begge sko.
/ritzau/