Røde partier: Venstre vil udelukke svage fra gymnasiet

admin

452 uger siden

|

25/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

SF og Enhedslisten mener, at regeringens forslag om at begrænse adgangen til gymnasiet vil ramme de svageste.

Eleverne skal fremover mindst have karakteren 4 i både dansk og matematik i folkeskolen for at komme på gymnasiet, hvis det står til regeringen, skriver Jyllands-Posten langfredag.

Enhedslistens undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj, undrer sig over, at regeringen vil forhindre unge i at blive optaget på en ungdomsuddannelse.

- Indførelsen af karakterkrav forhindrer allerede mange unge i at blive optaget på en erhvervsuddannelse, og nu skal tusinder af unge udelukkes fra at gennemføre en gymnasial uddannelse, siger han.

Han peger på det modstridende i, at regeringen vil skære ned på optaget, selv om man har en målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

- Vi ved, at det i særlig grad vil gå ud over unge, der kommer fra familier, hvor forældrene ikke selv har gået i gymnasiet.

- Det forventes, at mere end hver fjerde ung med indvandrerbaggrund, der i dag ville blive optaget på det almene gymnasium, ikke vil blive det, hvis regeringen får flertal for sit forslag, siger Jakob Sølvhøj.

Samme toner lyder fra SF's uddannelsesordfører, Jacob Mark.

- Det her vil gå ud over de svageste elever i Danmark, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jacob Mark gør opmærksom på, at han har spurgt ministeriet, hvilke elever der vil blive ramt af et karakterkrav på 4.

- Der er en helt tydelig tendens til, at det er de elever, der har den svageste sociale baggrund, som vil blive sorteret fra på grund af det her, siger Jacob Mark.

Kravet om 4 i karakter og en nedbarbering af studieretninger var også Venstres politik før valget i 2015, da SR-regeringen til sidst måtte opgive at forene forligskredsen om en reform.

/ritzau/