Røde partier dumper Elbæks forslag om nul indkomstskat

admin

436 uger siden

|

09/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En prøveballon af varm luft, der vil skabe ulighed i samfundet og udhule den danske statskasse.

Der er ikke mange rosende ord at finde om Alternativets skatteforslag blandt de øvrige fire partier i oppositionen.

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, foreslår i Politiken, at afgift på råstoffer og skat på formuer og gevinster på længere sigt helt skal erstatte personskatterne. Indkomstskatten skal sløjfes helt.

Men indkomstskatten skaber lighed, påpeger Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund.

I samme toner advarer SF-formand Pia Olsen Dyhr på Twitter mod, at forslaget vil få "drastiske konsekvenser for velfærdssamfundet - og skabe ulighed".

- Udfordringen er først og fremmest, at en markant ændring i vores skattesystem i form af ingen skat på indkomst vil gøre en retfærdig fordeling meget, meget vanskelig, siger Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Benny Engelbrecht.

- Alternativet mener, så vidt jeg ved, at lighed er vigtigt. Men deres forslag øger uligheden markant.

De Radikales fungerende politiske ordfører, Lotte Rod, vil gerne have svar på, hvad skatten på finansielle transaktioner og salg af fast ejendom skal være, for at Alternativets forslag løber rundt.

Et konkret regnestykke giver Uffe Elbæk dog ikke. Alternativet fremlægger et samlet skatteudspil til efteråret.

Benny Engelbrecht har svært ved at se forslaget som andet end en prøveballon i den stille sommerferieperiode.

På Twitter sender han Uffe Elbæk et billede af et marcipanbrød med slet skjult henvisning til Danmarkshistoriens måske mest berømte fortaler for afskaffelse af indkomstskat, Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup.

Ved det berømte jordskredsvalg i 1973 styrtede Fremskridtspartiet ind i Folketinget med 28 mandater. Det fejrede Mogens Glistrup med at dekorere et juletræ med 28 marcipanbrød.

/ritzau/