Rød blok: På tide at Eva Kjer Hansen gik af

admin

456 uger siden

|

27/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Partierne i den røde blok glæder sig over, at Eva Kjer Hansen (V) lørdag har valgt at trække sig som miljø- og fødevareminister.

Hun går af som konsekvens af sagen om landbrugspakken, som har ført til, at et flertal i Folketinget har mistet tilliden til hende som minister.

Afgangen udstiller krisen i blå blok, mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen.

- Eva Kjer Hansens afgang efterlader Lars Løkke Rasmussen som en historisk svag statsminister, siger Wammen til Ritzau.

Ifølge rød blok og De Konservative - anført af formand Søren Pape Poulsen - har Eva Kjer Hansen givet Folketinget misvisende oplysninger og benyttet sig af forkerte regnemetoder.

Løkke har fastholdt, at Eva Kjer Hansen ikke har gjort noget forkert. Han indikerede tidligere på ugen, at et folketingsvalg var mere sandsynligt end en ministerfyring.

- Det har været kaotiske dage i blå blok, siger Wammen.

- Trods et flertal har Løkke sagt, at Eva Kjer Hansen skulle blive siddende, og derfor er dette et meget stort nederlag for statsministeren.

- Løkke har forsøgt at banke Pape på plads, og det lykkedes ikke. Man kan ikke true sig til tillid. Blå blok er i stor intern strid, og Løkke har ikke styr på butikken, siger Wammen.

Alternativet og SF håber, at Eva Kjer Hansens afgang kan blive startskuddet til en mere grøn politik.

- Det er altid en ny situation, når en minister træder tilbage, og vi håber selvfølgelig, at der nu kan blive lavet en rigtig god, grøn tillægsaftale, siger Rasmus Nordqvist, politisk ordfører for Alternativet, til Ritzau.

Ligesom Alternativet mener SF-formand Pia Olsen Dyhr, at der bør oprettes et selvstændigt miljøministerium.

- Det er afgørende for, at miljøet ikke bare bliver i en skuffe i landbrugsministeriet. Natur og miljø har ikke været noget, man har taget alvorligt i forbindelse med landbrugspakken, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

Tidligere miljøminister og nuværende medlem af De Radikale Ida Auken roser regeringens støtteparti De Konservative, som har stået fast på, at Eva Kjer Hansen ikke kunne fortsætte som minister.

- Tak til Konservative for at stå fast på ordentlighed og respekt for Folketinget. På tide at Eva Kjer Hansen går af, skriver Ida Auken på Twitter, mens glæden heller ikke er til at skjule hos Enhedslisten:

- Det er utroligt godt, at De Konservative stod fast, siger partiets miljøordfører, Maria Reumert Gjerding, til Ritzau.

Løkke vil udpege en ny miljø- og fødevareminister efter weekenden, siger han i en pressemeddelelse. Her beklager han også Eva Kjer Hansens afgang.

/ritzau/