En samlet rød blok kommer torsdag til at stemme blankt i folketingssalen, når et fælles forslag fra Venstre-regeringen og Dansk Folkeparti kommer på dagsordenen.
Det fortæller Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, til Jyllands-Posten.
Forslaget sikrer, at hver en krone i det 2,4 milliarder kroner dyre omprioriteringsbidrag for næste år øremærkes til kernevelfærd i kommunerne.
- Det er ikke den optimale løsning, men det er en måde at sørge for, at der i hvert fald ikke er et flertal imod at pålægge regeringen at føre pengene tilbage til kommunerne," siger han til avisen.
Regeringens støtteparti Liberal Alliance stemmer imod forslaget, mens et andet støtteparti De Konservative ifølge DR ventes at stemme blankt som rød blok.
Flere ministre har tidligere åbnet for, at omprioriteringsbidraget, der pålægger kommunerne at finde én procent i budgetterne årligt fra 2016-2019, kan bruges på skattelettelser. Men det er nu endeligt af banen for 2017.
Der er en fidus for rød blok ved at stemme blankt. Det er, at rød blok så får deres vilje samtidig med, at partierne undgår at kunne klandres for at have accepteret omprioriteringsbidraget, som de fortsat ønsker afskaffet.
Inden udmelding om rød bloks blanke stemmer talte Ritzau med Engelbrecht om forslaget, som umiddelbart ligner Socialdemokraternes eget beslutningsforslag om samme emne.
Spørgsmål: I kan vel som socialdemokrater ikke være politisk uenige i forslaget?
- Udfordringen er, at man ikke har en afklaring for 2018 og 2019. Desuden er der nogle ret svære bløde formuleringer i den vedtagelse, der ligger. Der står, at man "bør" føre pengene tilbage - ikke at man "skal" føre pengene tilbage, siger Benny Engelbrecht.
- Vi skal ikke ende med en gummiparagraf, så pengene ender med at blive brugt til noget helt andet alligevel.
Engelbrecht mener ikke, at det er nok, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på talerstolen forsikrede, at pengene "skal" gå til kernevelfærd i kommunerne.
/ritzau/