Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) slår fast, at De Konservatives krav om, at der kommer en tillægsaftale til den omstridte landbrugspakke, ikke bliver en realitet.
Men hvis den konservative gruppe har et reelt ønske om at mindske landbrugspakkens skadelige effekter på miljøet, skal partiet blot kigge i rød fløjs retning i folketingssalen.
For en række oppositionspartier er klar til at forhandle en grøn pakke på plads, lyder det.
- Vi er klar til at lave en grøn tillægspakke med De Konservative, skriver De Radikales miljøordfører, Ida Auken, i en kommentar til Ritzau.
De Konservative med Søren Pape Poulsen i spidsen stemte for den omstridte landbrugspakke, der på grund af problematiske beregninger kostede tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet.
Det konservative krav var, at der så efterfølgende ville komme en tillægsaftale, som tilgodeser miljøet, men "helt overordnet skal De Konservative ikke gøre sig nogen forhåbning om en tillægspakke", skriver Esben Lunde Larsen til Jyllands-Posten søndag.
I stedet for en tillægspakke henviser miljøministeren til, at De Konservative kan fremsætte ønsker til de kommende forhandlinger om en såkaldt naturpakke, der vil komme til foråret.
Men De Konservative behøver ikke at vente til foråret for at sikre miljøet, lyder det fra Maria Reumert Gjerding, miljøordfører for Enhedslisten.
- Jeg vil stærkt opfordre De Konservative til at stå fast på deres krav om, at naturen og miljøet skal kompenseres.
- Jeg vil minde dem om, at alle partier i rød blok har erklæret sig parate til at forhandle om en grøn tillægsaftale. Det er derfor alene op til De Konservative, om de vil gøre ord til handling, skriver hun i en mail til Ritzau.
Også Simon Kollerup, Socialdemokraternes miljø- og fødevareordfører, understreger, at Socialdemokraterne er "åbne for at forhandle en reel, grøn tillægsaftale".
- Hvis De Konservative ikke vil ende som Venstre og Liberale Alliances politiske gulvklud, så forventer jeg da, at De Konservative står meget fast på Søren Papes klokkeklare krav om en reel, grøn tillægsaftale, der skulle modgå landbrugspakkens negative konsekvenser for vores miljøet, siger han.
/ritzau/