Risiko for udelukkelse: DM-boksere beholder hjelmene på

admin

|

11/04/2014

Dagens topnyheder

Weekendens DM i amatørboksning i Varde bliver bokset med hjelme, selv om Danmarks Bokse-Union (DaBU) dermed risikerer at blive udelukket af det internationale bokseforbund, Aiba.

DaBU har været fanget i en strid mellem de danske love og Aiba, der kræver, at DM bliver bokset uden hjelme.

- Vi bokser med hjelm, som de danske love foreskriver, siger DaBU-formand Benny Jørgensen.

- Jeg håber på, at Aiba ikke opdager det, men det er nok for meget forlangt. Vi kan kun se tiden an.

Benny Jørgensen regner trods alt med, at Aiba vil få nys om hjelmene og straffe dansk amatørboksning i den kontroversielle sag.

- Vi bliver nok straffet, hvis jeg skal være realistisk. Der er stor risiko for, at vi bliver udelukket, og så må vi tage det med, siger han.

DaBU har i løbet af de seneste dage været til møde hos Justitsministeriet, samtidig har Danmarks Idrætsforbunds idrætspolitiske chef Poul Broberg besøgt Aida i Istanbul for at få løst konflikten.

Justitsministeriet har forlangt, at samtlige 47 DM-boksere skulle MR-skannes, hvis man skulle tillade en dispensation fra brugen af hjelme. Det har DaBU afvist, da man mener, at det ville være for dyrt og tidskrævende.

I Istanbul har Aida stået stejlt på kravet om, at DM skal bokses uden hjelme.

/ritzau/