Risengrød solgt i Netto, Rema 1000 m.fl. landet over tilbagekaldes: Kan indeholde insektlarver

Nicolai Busekist

59 uger siden

|

03/11/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvis du har købt risengrød på det seneste, er det ikke sikkert, at du skal spise det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Julen er begyndt at nærme sig, og derfor har mange allerede fundet julestemningen frem. Derfor havner alt fra brunkager til risengrød også i indkøbskurven, når danskerne er ude at købe ind.

Er det også tilfældet for dig? I så fald er det ikke sikkert, at du skal spise den risengrød, du har købt. Den kan nemlig være omfattet af en tilbagekaldelse fra Danish Crown A/S.

I en pressemeddelelse skriver Fødevarestyrelsen, at den danske virksomhed tilbagekalder 'Steff Houlberg Risengrød, i ruller'. Årsagen til dette er, at der er en risiko for, at der er insektlarver i produktet.

Da der er en risiko for at støde på insektlarver, er det ikke egnet som fødevare. Har du købt en sådan rulle risengrød, er det derfor en god idé at holde igen med at spise den.

Naturligvis er det ikke alle ruller med risengrød, der er omfattet af denne tilbagekaldelse. Derimod gælder det kun for 'Steff Houlberg Risengrød, i ruller' med en nettovægt på 700 gram samt en bedst før-dato på 20.11.2023.

Desuden har produktet en produktionsdato, der hedder 23.10.2023. I pressemeddelelsen fremgår det også, at alle tilbagekalde produkter har følgende EAN-nummer: 5701293656800.

Risengrøden er blevet solgt i hele landet i butikker såsom Netto, REMA1000, Meny, Spar, Min Købmand, Let-Køb, Løvbjerg og via Nemlig.com.

Hvis du selv har købt en rulle med risengrød fra Steff Houlberg, skal du - som sagt - ikke spise den. Derimod har Fødevarestyrelsen en klar vejledning til, hvad du skal gøre med produktet i en sådan sammenhæng.

"Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller at kassere det," lyder det i deres pressemeddelelse.