Rigspolitiet frikender Politiets Efterretningstjeneste, PET, for tillidsfolks beskyldninger om misbrug i forbindelse med den øverste ledelses tjenesterejser.
Det er resultatet af Rigspolitiets kontrol af PET's rejseudgifter, efter at tillidsfolkene i PET beskyldte ledelsen for at overtræde reglerne for brug af penge på tjenesterejser.
- Det er Rigspolitiets samlede vurdering, at gennemgangen af PET-ledelsens rejser ikke giver anledning til at betvivle, at gældende regler og retningslinjer generelt har været overholdt, står der i et notat fra Rigspolitiet.
I enkelte tilfælde har der været overskridelser af det maksimale beløb til hotelovernatninger, hvor baggrunden for overskridelsen ikke fremgik af den interne afregning.
Af hensyn til statens sikkerhed skriver PET ikke forklaringer på den slags overskridelser, da oplysninger kan offentliggøres.
- Den efterfølgende dialog mellem Rigspolitiet og PET om baggrunden for disse overskridelser har vist, at gældende regler og retningslinjer er overholdt, da det hos PET kan dokumenteres, at omkostningerne var tjenstligt berettiget, skriver Rigspolitiet.
Samme vurderinger hos Rigspolitiet gælder også to rejser på businessclass, som er fundet fagligt reelle.
Sagen, der begyndte med tillidsfolkenes opråb i Ekstra Bladet om dårligt arbejdsmiljø, dyre middage og misbrug af tjenesterejser, endte med, at PET-chef Jakob Scharf og justitsminister Morten Bødskov (S) måtte gå af på grund af det famøse politikerbesøg på Christiania.
Justitsministeriet har tidligere afvist at rejse tjenestemandssager, fordi beskyldningerne fra tillidsfolkene "ikke er underbyggede eller er baseret på andenhåndsberetninger fra unavngivne kilder".
Rigspolitiets kontrol er lavet for alle tjenesterejseafregninger for PET's øverste ledelse med en samlet udgift på mere end 1000 kroner, dog uden udgifter til fly, i perioden januar 2011 til oktober 2013. Kontrollen omfatter i alt 94 tjenesterejser.
/ritzau/