Rigmand druknet i forsøg på at redde fuld medarbejder

admin

|

21/01/2014

Dagens topnyheder

Hundredvis af sørgende deltog tirsdag i en mindehøjtidelighed for en velhavende kinesisk virksomhedsejer, som før jul mistede livet i et forsøg på at redde en medarbejder fra druknedøden.

Du Guanghua, stifter af en stålvirksomhed i Yongkang i Zhejiang-provinsen, druknede, da han forsøgte at komme en ansat, som mistede fodfæstet ved en flodkant, til undsætning.

Guanghua sprang i vandet for at bringe den ansatte i sikkerhed, men dukkede aldrig op igen. Medarbejderen, der angiveligt havde drukket for meget, blev efterfølgende hevet i land af en kok.

Ulykken har været den store historie i Kina hen over julen. De lokale myndigheder fremhæver den afdøde som et forbillede, andre kan tage ved lære af. Dagligt strømmer borgere til floden for at hylde Du Guanghua ved at lægge blomsterbuketter.

- At hoppe i en flod på en så kold dag for at redde en anden person er ikke noget, jeg havde kunnet gøre. Og ydermere taler vi om en milliardær. Det er ikke noget, man lige forventer, siger en af de sørgende til hjemmesiden china.smack.

Myndighederne har hædret forretningsmanden ved at tildele ham en orden posthumt.

Den tragiske ulykke fandt sted i forbindelse med en vintersolhvervsfest arrangeret af Du for flere af sine medarbejdere. Den ansatte, som faldt i floden, bebrejder sig selv for sin arbejdsgivers død ifølge de lokale medier.

/ritzau/