Repræsentanternes Hus har tirsdag med en meget snæver margin godkendt en ny lovgivning, der skal hæve det amerikanske gældsloft i et år.
Med 221 stemmer for og 201 imod har de amerikanske politikere sagt god for den økonomiske plan.
Kun 28 af de 232 republikanere i Repræsentanternes Hus var positive over for at hæve gældsloftet indtil marts 2015. Det var dermed Demokraterne, der bar lovgivningen igennem Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne ellers har flertal.
Republikanernes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, kalder det "et skuffende øjeblik", men det giver samtidig Republikanerne mulighed for at koncentrere sig om det vigtige midtvejsvalg i november.
Afstemningen faldt to uger før, at der er deadline for at finde en løsning på krisen om USA's gældsloft.
Hvis ikke det lovbestemte gældsloft bliver hævet inden denne dato, vil den amerikanske regering inden længe misligholde nogle af sine obligationer og være nødsaget til at lukke nogle af sine programmer - det vil sandsynligvis skabe uro på finansmarkederne.
Kongressens andet kammer - Senatet - skal nu stemme om lovforslaget, og debatten kan allerede begynde onsdag, lyder det. Her ventes lovforslaget også at få grønt lys, hvilket vil være en sejr for præsident Barack Obama.
Tirsdagens afstemning markerer et dramatisk skift væk fra de konfrontatoriske taktikker, som Republikanerne ellers har benyttet sig af i Repræsentanternes Hus i løbet af de senere år.
Senest i oktober 2013 hvor dele af USA's statsapparat måtte lukke ned i over to uger på grund af politisk strid i Kongressen om finanslov og gældsloftet.
/ritzau/Reuters