Italiens kommende premierminister, Matteo Renzi, vil lørdag offentliggøre en liste over sine ministre.
Renzi blev forleden af den italienske præsident, Giorgio Napolitano, bedt om at danne en ny regering, efter at Enrico Letta forlod posten i sidste uge.
- Efter en hård dag med møder, dialog og grundige politiske diskussioner er jeg overbevist om, at det hele er på plads, så vi kan komme godt i gang, siger Renzi.
Den 39-årige leder af Det Demokratiske Parti (DP) bekræfter, at han vil danne en regering, der er støttet af den samme koalition, som forgængeren og partifællen Enrico Letta stod i spidsen for.
Renzi bliver den yngste premierminister nogensinde i det sydeuropæiske euroland.
Renzi havde i sidste uge ved noget, der lignede en paladsrevolution, held til at fjerne premierminister Enrico Letta, der også kommer fra det moderat venstreorienterede Demokratiske Parti.
Han beskyldte Letta for ikke at have levet op til sine reformløfter under sit 10 måneder lange virke som premierminister.
Investorer har hilst Renzis opstigen velkommen, men politiske kommentatorer sætter spørgsmålstegn ved, om han som 39-årig er moden til posten som regeringschef.
Den tidligere spejder med det drengede ansigt vil være nødt til at handle hurtigt med regeringsdannelsen.
- Han har desperat brug for personer med statur, også gerne nye, hvis det er muligt, sagde avisen Corriere della Seras lederskribent, Gian Antonio Stella, forleden til nyhedsbureauet AFP.
Lettas regeringskoalition bestod ud over Det Demokratiske Parti af midterpartier og en udbrydergruppe fra tidligere premierminister Silvio Berlusconis højreorienterede parti.
/ritzau/dpa