Der kan være en rentenedsættelse på vej fra Den Europæiske Centralbank, ECB, når de sætter sig til mødebordet torsdag eftermiddag.
Og sker det, er det endnu en rekordlav rente, der vil blive meldt ud efter mødet.
- Lav inflation langt under målsætningen på knap to procent og udsigt til et svagt opsving i eurozonens økonomi i det kommende år taler for, at ECB bør gøre noget, siger Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.
Problemet er bare, at renten i eurozonen allerede skraber bunden og er på sølle 0,25 procent. Sænkes udlånsrenten til 0,10 procent, vil effekten på økonomien være minimal.
Men ECB kan også vælge mere utraditionelle midler, vurderer cheføkonomen, der ser det som en mulighed, at "ECB ikke længere vil sterilisere tidligere obligationsopkøb":
- Det betyder, at bankerne i eurozonen ikke længere skal sætte penge i centralbanken for et tilsvarende beløb, som ECB købte statsobligationer fra de gældsplagede eurolande i perioden 2010-12. I øjeblikket drejer det sig om cirka 175 milliarder euro, siger han.
- Det vil dog være særdeles kontroversielt at gøre, da det vil svare til, at ECB lader seddelpressen rulle og trykker nye penge, lyder det fra Jacob Graven.
Sydbanks cheføkonom mener, at det vil være problematisk at sætte seddelpressen i gang, da ECB har forbud mod at finansiere medlemslandenes offentlige underskud.
- Alligevel kan det være det værktøj, ECB tyr til, nu hvor renten skraber nul. Det giver dog ECB et lille figenblad, at obligationerne allerede er købt, så seddelpressen ikke skal startes op for at købe nye obligationer, siger Jacob Graven.
Hos Sydbank tvivler man dog på, at ECB sætter renten ned eller starter seddelpressen torsdag. Det skyldes, at inflationen i februar var lidt højere end forventet, og forbrugere og virksomheder er blevet lidt mere optimistiske.
- Det taler for, at ECB vil se tiden an. Men det bliver et "close call", siger Jacob Graven.
/ritzau/