Regioner til Corydon: Vi kan ikke spare os til kvalitet

admin

10 år siden

|

02/05/2014

Dagens topnyheder

Finansminister Bjarne Corydon (S) er nødt til at løsne lidt af grebet om statens tegnebog, hvis der fortsat skal være kvalitet i det danske sundhedsvæsen.

Sådan siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), forud for det første indledende møde med finansministeren om næste års budget. For flere ældre, flere kræftramte, dyrere medicin og behovet for nyt udstyr kan ikke rummes inden for den nuværende ramme, siger han.

- Vores udgangspunkt er, at vil man have et velfungerende sundhedsvæsen i fremtiden, er man nødt til at have vækst på både drift og anlæg, siger Bent Hansen.

- Eksempelvis stiger antallet af kræfttilfælde med cirka fem procent om året. Prisen på ny medicin stiger med otte-ni procent om året. Vi skal samtidig blive bedre på psykiatriområdet, hvor vi skal have mindre tvang. De ting skal løses, siger han.

Hans udgangspunkt er op mod en milliard kroner mere på driften og en halv milliard kroner på anlæg. Det svarer til en stigning på en halv til en hel procent i forhold til nu.

Regeringen har som udgangspunkt, at der skal effektiviseres for 12 milliarder kroner frem mod 2020.

Men det får ikke Bent Hansen til at slække på sine krav.

- Vi er det eneste sted i den offentlige sektor, der de seneste seks-otte år har hævet produktiviteten med to procent om året.

- Vi har vist vejen ved at behandle flere og flere mennesker inden for samme økonomiske ramme og gøre det med større og større kvalitet. Men der er jo grænser for, hvor længe du kan blive ved med at sige produktivitet, produktivitet, produktivitet.

- Vi vil godt tage vores del af slæbet med ekstra produktivitet, hvilket vi også gør, men på sundhedsområdet går det ikke uden penge, siger Danske Regioners formand.

Kommunerne indleder deres forhandlinger med finansministeren på mandag.

/ritzau/