Region Hovedstaden lægger op til hospitalsbesparelser

Redaktionen

430 uger siden

|

23/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Region Hovedstaden står over for besparelser på 360 millioner kroner i budgettet for 2017. Hospitalerne og virksomhederne i regionen har fremlagt deres forslag til, hvor pengene kan findes.

Her står specielt Rigshospitalet for skud, men der lægges også op til millionbesparelser på en række andre sygehuse.

- Besparelserne er nødvendige for, at regionen kan få budgettet for 2017 til at hænge sammen, skriver Region Hovedstaden i en kortfattet pressemeddelelse om tallene, der er publiceret på regionens hjemmeside fredag.

Politikerne i regionen skal nu forhandle forslagene og vil fremlægge et endeligt budgetforslag den 5. september.

I forslaget fremgår det, at 97,5 millioner kroner skal findes på Rigshospitalet, mens Herlev og Gentofte Hospital vil spare 65 millioner kroner og Region Hovedstadens Psykiatri 50,9 millioner kroner.

For det første skal der ske en række effektiviseringer, der skal spares på konsulentydelser og administrationen skal effektiviseres.

- En række hospitaler har forslag om effektiviseringer og optimering er af patientforløb. Det drejer sig i væsentligt omfang om omlægninger fra indlæggelser til ambulante forløb, dagbehandling eller dagkirurgi.

- Herved spares aften, nat og weekendbemanding, står der i oplægget.

Lukninger er også i spil, blandt andet jordemoderkonsultationer, blodprøvetagning flere steder og akutmodtagelsen på Frederiksberg.

Derudover skal gevinsten ved det meget udskældte it-system Sundhedsplatformen høstes. Systemet er ellers blevet beskyldt for at være problematisk og nedsætte effektiviteten.

- En række hospitaler har forudsat og indarbejdet besparelser som følge af gevinstrealisering i forbindelse med Sundhedsplatformen.

- For de fleste hospitalers vedkommende udestår dog en konkretisering, da der endnu ikke foreligger erfaringer med Sundhedsplatformens potentiale, hedder det.

/ritzau/