Regeringen vil indføre en nødbremse, så asylansøgere kan afvises ved grænsen. Samtidig skal der ikke tages imod flere kvoteflygtninge i 2016, viser 2025-plan.
- Vi indfører en nødbremse mod ukontrollable flygtningestrømme, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Dermed lægger regeringen nu op til at stramme markant i udlændinge- og asylpolitikken i de kommende 2025-forhandlinger.
- Vi ser et enormt flygtningepres og en folkevandring, der udfordrer Europa. Flygtningestrømmene presser vores samfund og samhørighed som folk og nation, siger Lars Løkke Rasmussen.
Dansk Folkeparti har gjort udlændingestramninger til et hovedkrav ved de kommende forhandlinger. Og der vil formentlig være flere punkter i planen, som DF vil støtte op om.
Regeringen foreslår blandt andet strammere regler for permanent ophold i Danmark.Hurtigere og mere effektiv udsendelse og øget repatriering, samt skærpede optjeningsprincipper for velfærdsydelser.
/ritzau/