Fædre ved i dag for lidt om, hvilke muligheder de har for at tage orlov, mens deres børn er små, og det vil regeringen nu gøre op med.
Ministeren for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), vil i samarbejde med erhvervslivet sætte fokus på, hvordan virksomhederne kan bidrage til, at fædrene i højere grad kender til forældreorlov.
Det skriver ministeren fredag i en pressemeddelelse.
- Det er ikke alle steder, der er tradition for, at mænd tager barsel. En kulturændring og et lille skub til mændene skulle gerne betyde, at alle kender mulighederne og ikke ender med at fortryde, at de ikke benyttede sig af mulighederne, når ungerne når teenagealderen.
- Grundlæggende handler det om at give familierne et reelt frit valg, siger Ellen Trane Nørby.
Et sted, hvor mændene allerede har taget barsel til sig, er i finanssektoren.
Mandlige ansatte i landets banker og realkreditinstitutter tager længere og længere orlov, når familien bliver forøget.
Det viser nye tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Ifølge tallene brugte fædrene i 2014 i gennemsnit 31 arbejdsdage på orlov med deres nyfødte. Det er en stigning på knapt 20 procent i forhold til 2008.
Hos de bank- og realkreditansattes arbejdsgiverforening ser man positivt på udviklingen.
- Det vidner jo om, at der i finanssektoren er en moderne kultur, hvor der ikke bliver løftet øjenbryn over, at mænd holder orlov, når de bliver fædre. Og det synes jeg bestemt er positivt, siger Mariane Dissing, som er administrerende direktør i FA.
Som led i overenskomstaftalen, der trådte i kraft tilbage i april 2008, indgik FA en aftale med Finansforbundet, der forhøjede de mandlige ansattes ret til 12 ugers forældreorlov med fuld løn og pension på linje med mødrenes.
Mariane Dissing mener, at aftalen er stærkt medvirkende til, at mændene tager længere orlov.
- vi synes, at det er afgørende, at medarbejderne og deres familier har et reelt valg.
- Derfor har vi skabt nogle rammer, der giver sektorens mandlige ansatte mulighed for at tage en god del af orloven, uden at det går hårdt ud over familiens økonomi, siger hun.
I Danmark tager fædre omkring otte procent af orloven, mens tallet i Sverige og Island er henholdsvis 24 procent og 35 procent.
/ritzau/