Regeringen lægger op til at skrotte taxametersystemet. Uddannelserne skal have et helt nyt bevillingssystem, siger uddannelsesminister- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) til Ritzau.
Hvordan systemet præcist skal skrues sammen, har ministeren ikke lagt sig fast på. Men sigtet er klart:
Det nye bevillingssystem skal sikre bedre kvalitet i uddannelserne, at flere tager en uddannelse med udsigt til beskæftigelse samt at det er muligt at uddanne sig i hele landet.
Det vil dermed være et opgør med det nuværende system, hvor uddannelsesinstitutionerne får de såkaldte taxameterpenge, efter hvor mange studerende de uddanner.
- Jeg vil gerne understrege, at det ikke er en spareøvelse. Det er en øvelse i at fordele beløbet, som vi bruger, på en klogere måde, siger Esben Lunde Larsen.