I en pressemeddelelse på Kulturministeriets hjemmeside oplyses det af kulturminister Joy Mogensen (S), at Mogens Jensen er blevet tildelt en ny post. Han er nemlig blevet udpeget til at sidde i bestyrelsen for Folketeatret i København. Det skriver B.T.
Mogens Jensen havnede i efteråret i lidt af et politisk stormvejr. Det skyldes, at det blev afsløret, at han havde beordret, at samtlige mink i Danmarks skulle aflives. Det er en ordre, der senere har vist sig at være i strid med loven.
Efter massiv kritik og manglende tillid fra støttepartierne besluttede Mogens Jensen at trække sig som fødevareminister. Nu viser det sig dog, at han ikke kommer til at stå uden arbejde i lang tid.
Mogens Jensens rolle i Folketeatrets bestyrelse kommer til at have en varighed på minimum to år. Ifølge pressemeddelelsen fra Kulturminister Joy Mogensen skal bestyrelsernes medlemmer nemlig udpeges hvert andet år.
Udpegningen af bestyrelsesmedlemmer, der ikke blot foretages i Folketeatret, men også i Aarhus Teater, Odense Teater, Aalborg Teater og Den Jyske Opera, er foretaget af henholdsvis kulturministeren, teatrenes medarbejdere og Det Københavnske Teatersamarbejde.