Der er lagt i kakkelovnen, når undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) onsdag i regeringens gymnasieudspil kræver karakteren 4 i dansk og matematik, før unge kan komme i gymnasiet.
Kravet kolliderer med Socialdemokratiet og De Radikale, som kræver karakteren 2.
Ellen Trane Nørby fremlægger "Fra elev til studerende - klædt på til videre uddannelse" sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Statsministeriets Spejlsal.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kaldte det "fuldstændig sindssygt" at gøre det sværere at komme i gymnasiet og HF, da hun fremlagde et fælles gymnasieudspil sammen med De Radikales partileder, Morten Østergaard i sidste uge.
Dansk Folkeparti kræver karakteren 6 for adgang til gymnasiet, mens Liberal Alliance trumfer med 7. SR støttes af gymnasielærerne med karakteren 2, mens rektorerne siger 4 ligesom Venstre.
I 2011 faldt 34 procent af elever, der ikke opfyldte kravet om 4 i dansk og matematik, fra i gymnasiet. Det viser Undervisningsministeriets tal. Kun 12 procent af elever med over 4 i snit faldt fra.
Regeringen ventes også at kræve karakteren 4 for at komme i HF. Desuden ventes regeringen at sanere gymnasiale suppleringskurser, hvor studenter supplerer med de fag, der ellers ville trække deres snit ned.
Der er også bebudet en slankning af studieretninger. I dag kan studentereksamen ifølge Undervisningsministeriets tal stykkes sammen med over 200 fagkombinationer.
Regeringen vil også styrke faget matematik, som langt flere elever skal have på mindst B-niveau.
I regeringsgrundlaget hedder det om gymnasier:
"De gymnasiale uddannelser skal gøre de unge klar til at læse videre, og det kræver et højt fagligt niveau. Derfor vil regeringen styrke fagligheden i de gymnasiale uddannelser. Vi vil blandt andet sætte adgangskrav, fokusere studieretningerne og gøre flere adgangsgivende fag obligatoriske."
/ritzau/