Turisterhvervene vågner mandag op til en ny virkelighed. I hvert fald, hvis det står til regeringen, der præsenterer et udspil for at styrke turismen og den danske oplevelsesøkonomi, skriver Fyens Stiftstidende.
Et af punkterne er en ændring af planloven, der skal gøre det lettere at lave turismerelateret byggeri i de kystnære områder.
Ifølge bestyrelsesformanden i Dansk Turismefremme, Anne-Mette Knattrup, er der tale om et epokegørende forslag, som kommer til at give genlyd i hele branchen.
- Det er historisk, at fire ministerier går sammen og ser på, hvordan man samlet set kan styrke udviklingen for turisterhvervene, siger Anne-Mette Knattrup til Fyens Stiftstidende.
Udspillet, der har været undervejs i et års tid, er fostret i Erhvervs- og Vækstministeriet, hvor Henrik Sass Larsen (S) i dag sidder for bordenden.
Men by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) er også en af dem, der har været med i planlægningen, og ifølge ham handler det om at indrette planloven, så den ikke opfattes som en barriere, der kun bruges til at give afslag.
Den bør derimod have fokus på at skabe udvikling og øget turisme, mener han.
I Danmarks Naturfredningsforening er direktør Michael Leth Jess ikke begejstret.
- Det ligner et klassisk politisk ønske om at vise handlekraft, og jeg tvivler på, at det her kan fremme turismen, siger han.
/ritzau/