Red Hot Chili Peppers floppede igen på Roskilde

admin

438 uger siden

|

30/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Red Hot Chili Peppers (RHCP) og Roskilde Festival er åbenbart et dårligt match.

Anmelderne er hårde i deres bedømmelser af den amerikanske rockfunkgruppes optræden onsdag aften på Orange Scene.

Red Hot havde ellers noget at gøre godt igen efter en skuffende præstation samme sted i 2007.

Men revanchen udeblev, konstaterer anmelderne.

- Mens rodehovederne selv var skyld i fadæsen for ni år siden, så var de uskyldige denne gang. Det var deres lydmand dog ikke, skriver Ekstra Bladets Thomas Treo.

- Veteranerne fra Los Angeles så ellers ud til at levere en både nogenlunde energisk, engageret og for deres suspekte standard disciplineret optræden, men det latterligt lave lydniveau efterlod gruppens repertoire uden effekt, mener Treo og giver to stjerner for præstationen.

BT's Steffen Jungersen nøjes med en enkelt stjerne og undrer sig over, hvad der har fået festivalens bookere til at hyre bandet igen.

- I hvert fald lykkedes det også RHCP onsdag aften at spille en pinligt ringe og i perioder direkte skammelig koncert på Orange Scene.

Politiken konstaterer, at bandet igen "floppede".

- Det værste af det hele er, at jeg undervejs stod med en trist følelse af, at det her nok var så godt, som det kunne blive. At de måske rent faktisk prøvede at gøre det godt igen. Men selv hvis de gjorde, var det bare ikke godt nok. Og nej, de behøver ikke at komme tilbage. Heller ikke om ni år, skriver Pernille Jensen og giver to hjerter.

Berlingskes Michael Charles Gaunt er enig. RHCP "beviste endnu engang, at de ikke har formatet til at spille på Orange Scene".

- Det bedste, jeg kan sige, er, at tre fjerdedele af bandet i det mindste lignede nogen, der prøvede. Men lige lidt hjalp det, lyder det.

- Værst af alt var dog forsanger Anthony Kiedis. Mage til slatten og uengageret forsanger skal man lede længe efter. Lyset var slukket, hans sjæl gået hjem, skriver anmelderen og uddeler to stjerner.

Jyllands-Posten er mest tilfreds med fire stjerner.

- Men Red Hot Chili Peppers blev ikke den drøm af en koncert, man – af flere grunde – kunne have håbet på, skriver Peter Schollert.

/ritzau/