Red Barnet: Børneporno bliver grovere og mere sadistisk

admin

9 år siden

|

05/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Motiver af helt små børn, der udsættes for pinefulde og grove overgreb, er på bare få år blevet langt mere almindelige.

Det vurderer organisationen Red Barnet, der følger udviklingen tæt som medlem af det internationale netværk Inhope, der arbejder for at bekæmpe børnepornografi. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Sidste år lykkedes det netværket at få lukket 80.000 ulovlige hjemmesider. En betydelig del af siderne formidlede børneporno af en særlig voldsom karakter.

- Enhver form for overgreb er ødelæggende for et barn, men udviklingen bekymrer os, fordi vi kan se, at det er blevet mere populært at dele indhold, hvor børnene tydeligt lider og har smerter, siger psykolog i Red Barnet Kuno Sørensen til Kristeligt Dagblad.

- Pornografien er blevet mere sadistisk, og vi ser oftere end tidligere eksempler på børn helt ned i vuggestuealderen, der udsættes for fuldbyrdet voldtægt. Det er en ny udvikling, da der før har været tendens til at fremstille overgrebene som nydelsesfulde for børnene, fortsætter han.

Red Barnet lancerer nu en kampagne, der skal få flere danskere til at anmelde børnepornografi.

Og det er ikke tilfældigt, at kampagnen søsættes op til folkeafstemningen 3. december, hvor danskerne skal tage stilling til retsforbeholdet og det fremtidige samarbejde med Europol.

Red Barnet anbefaler, at retsforbeholdet ophæves, og udmeldingen bakkes op af justitsminister Søren Pind (V) i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad skrevet sammen med Red Barnets konstituerede generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm.

De kalder det "afgørende, at dansk politi forbliver i Europol efter årsskiftet", fordi det giver Danmark mulighed for at "være en aktiv spiller i kampen mod seksuelt misbrug og udnyttelse af børn."

Udviklingen mod mere brutal og sadistisk børneporno gør kun samarbejdet mere relevant ifølge Kuno Sørensen.

- Det lader til, at der forekommer en form for mæthedsfornemmelse blandt brugere og udbydere af børneporno. Det sidste voldsomme overgreb kan kun overgås af et, der er endnu voldsommere. Der er derfor grund til at tro, at brutaliteten kun vil eskalere i fremtiden, siger han til avisen.

/ritzau/