To liganederlag i træk havde tidligere på ugen tændt advarselslamperne i Real Madrid, men man kan roligt sige, at den spanske storklub har fundet tilbage på sporet.
Lørdag eftermiddag vandt Champions League-mestrene en knusende udesejr på 8-2 over Deportivo La Coruña, en kæmpesejr, der kommer fire dage efter, at madrilenerne tævede Basel med 5-1 i Champions League.
Deportivo havde ellers fået en fornuftig sæsonstart med fire point efter de første tre kampe, men klubben er langt fra niveauet fra storhedstiden i 1990'erne, hvor holdet regelmæssigt slog Real hjemme på Riazor.
Hjemmeholdet kunne intet stille op overfor Real Madrids offensive stjernetrekløver med Cristiano Ronaldo, James Rodriguez og Gareth Bale, der på en prægtig dag stod for seks af de otte scoringer i gæsternes målfest.
Ronaldo åbnede scoringen efter en halv time, da han headede Alvaro Arbeloas indlæg i nettet, og derfra var der ingen tvivl om Real Madrids sejr.
Den portugisiske superstjerne lavede tre af målene, Bale to og Rodriguez et enkelt, inden indskiftede Javier Hernández blandede sig i stjernernes fest ved at lave de to sidste mål.
Real Madrid er dermed oppe på seks point efter fire kampe, mens Deportivo altså bliver stående på fire.
/ritzau/