Randers-anfører: Vi kan slå alle hold

admin

10 år siden

|

20/09/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De er glade i Randers FC for tiden. En sæsonstart med 16 point i otte kampe har gjort, at byens fodboldflagskib i øjeblikket residerer på Superligaens andenplads.

Og det er bestemt fortjent, hvis man spørger holdets anfører, midtbanespilleren Christian Keller.

- Vi har en bred trup og en flok gode angribere, som supplerer hinanden godt, og det har givet bonus i sæsonen indtil videre.

- Og selvom det er tidligt at spå om sæsonens endelige udfald, kan jeg bare konstatere, at vi har spillet nogle gode kampe, siger Keller.

Den officielle målsætning fra Randers FC lyder på at forbedre sidste sæsons syvendeplads. Men med holdets nuværende form lige nu bør Randers være mere ambitiøse, mener Keller.

- Det er klart, at det giver selvtillid til holdet at vinde kampe og få point. Og det er lang tid siden, at vi har været så godt med.

- Så ambitionen er da at være med i toppen og præge rækken. Og en plads i Europa er ikke urealistisk, hvis vi fortsætter vores form, siger Keller.

Hvis holdet skal fortsætte med at vinde og på den måde måske ende med en plads i Europa, handler det om at være ærgerrige og villige til at kæmpe hårdt til både træning og kamp, siger cheftræner Colin Todd.

- Vi har en trup, der har stor tiltro til hinanden. Vi kender hinandens styrker og svagheder, og selvom vi kommer til at møde modstand og måske falder i niveau, er jeg sikker på, at vi fortsætter med at præstere og få point. For vi er alle vindere, fortæller cheftræneren.

/ritzau/