Quintana snupper førertrøjen på kaotisk Giro-etape

admin

|

27/05/2014

Dagens topnyheder

En colombianer snuppede førertrøjen fra en anden colombianer, da 16. etape af Giro d'Italia tirsdag udfoldede sig på dramatisk vis.

Nairo Quintana fra Movistar-holdet vandt etapen over 139 kilometer, der indeholdt tre hårde stigninger, den sidste op mod målstregen.

Med sejren snupper Nairo Quintana førertrøjen fra landsmanden Rigoberto Uran (Omega Pharma-Quick-Step).

Han blev i lighed med andre af de fremtrædende klassementryttere som Cadel Evans (BMC) sat på nedkørslen efter den anden opstigning.

Her troede mange ryttere angiveligt, arrangørerne havde meddelt, at løbet var neutraliseret på grund af dårligt vejr, der gjorde nedkørslen farlig.

Den besked var tilsyneladende ikke nået ud til alle ryttere, så blandt andre Nairo Quintana benyttede lejligheden til at oparbejde et stort forspring på nedkørslen sammen med en række andre ryttere.

På den afsluttende stigning forsøgte Giro-vinderen fra 2012, Ryder Hesjedal, som den sidste at følge med Nairo Quintana, men uden held.

Giro-ledelsen har efterfølgende erkendt, at der er blevet kommunikeret forkert ud.

/ritzau/