Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil sammen med sin udenrigsminister, Sergej Lavrov, drøfte nedsættelse af en kontaktgruppe, der skal åbne en direkte forhandlingslinje med ledelsen i Ukraine.
Det siger britiske regeringsembedsmænd, efter at Storbritanniens premierminister, David Cameron, søndag har drøftet krisen i Ukraine med Putin.
Også Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har talt med Putin om situationen i Ukraine.
- Præsident Putin er enig i, at det er i alles interesse at have et stabilt Ukraine. Han sagde, at Rusland vil finde en diplomatisk løsning på krisen, og at han vil drøfte forslag om en kontaktgruppe med udenrigsminister Lavrov mandag, siger en talskvinde for premierministerkontoret i London.
Inden meldingen fra den britiske hovedstad havde Putins kontor i Moskva meddelt officielt, at præsidenten havde været i kontakt med Merkel og Cameron.
Putin kalder det prorussiske styre på Krim for legitimt, efter at den lokale regering på halvøen har erklæret, at den vil have en folkeafstemning om at tilslutte sig Rusland.
- Den legitime ledelse på Krim handler på baggrund af international lov og med det mål at garantere Krim-befolkningens legitime interesser, sagde Putin til Merkel og Cameron ifølge en skriftlig udtalelse fra præsidentens kontor.
Sådan ser Merkel ikke på det. Folkeafstemningen er ulovlig og i strid med Ukraines forfatning, sagde hun ifølge kanslerkontoret i Tyskland.
Den tyske leder udtrykker ærgrelse over, at der ikke er sket fremskridt i etableringen af en "international kontaktgruppe" med henblik på at finde en politisk løsning på krisen i Ukraine.
Forleden sagde Merkel, at man vil overveje flere sanktioner imod Rusland, hvis der ikke snarest blev dannet en sådan kontaktgruppe.
Det er ikke umiddelbart klart, om det er sådan en kontaktgruppe, som Putin har talt med Cameron om
/ritzau/dpa