Når Paris Saint-Germain på tirsdag i næste uge skal forsvare sin 3-1-føring mod Chelsea i Champions League-kvartfinalen, bliver det uden franskmændenes svenske stjerneangriber Zlatan Ibrahimovic.
Det fortæller PSG's præsident, Nasser Al-Khelaifi, efter at Ibrahimovic i onsdagens 3-1-sejr i Paris blev lårskadet i anden halvleg og måtte udskiftes.
- Zlatan skal undersøges om to dage, men et par uger vil jeg mene, at han nok er ude. Vi håber, at det ikke er så seriøst, siger Nasser Al-Khelaifi ifølge det svenske nyhedsbureau TT til Viasat Fotball.
Ibrahimovic har ikke selv sagt noget efter kampen.
/ritzau/