Det har været en særdeles grå december, og det ustadige vejr fortsætter.
I DMIs månedsprognose, der er udsendt den 16. december, afslører DMI, at vejret fortsætter i samme spor. Derfor er det heller ikke opmuntrende læsning, hvis du er en af de mange, der ønsker en hvid juleaften. For sandsynligheden for sne den 24. december er ikke stor.
Det milde og ustadige vejr fortsætter endnu en tid, og i løbet af lillejuleaften og juleaftensdag ventes et lavtryksområde med frontsystem at passere over eller lige syd for Danmark. Det giver skyet vejr med stedvis regn eller byger, på juleaften måske med indslag af lidt slud eller tøsne i de nordlige egne. DMI oplyser, at i løbet af julen ser temperaturen ud til at nærme sig frysepunktet og med muligheder for byger af slud eller sne.
Sne i januar
Omkring nytår og et stykke ind i det nye år tegner der sig højtryk fra Nordatlanten og op over Norskehavet, der efterhånden forskydes ind over Norden. Det skulle betyde en noget tørrere og koldere periode med chancer for lidt sol, men også mulighed for enkelte dage med snebyger.
2021 starter lidt køligere end de nuværende temperaturer. Dagtemperaturerne bliver på mellem 2 graders frost og 5 graders varme, om natten typisk ned mellem 5 graders frost og 3 graders varme, men enkelte klare og stille nætter måske endnu koldere, melder DMI.