De multiresistente bakterier MRSA er på fremmarch. I 2014 var hele 68 procent af den danske slagtesvinbesætning smittet, mens 2972 danskere blev smittet med den resistente bakterie.
Bakterierne er et særdeles stort problem, da de udvikler resistens mod penicillin og derfor kan strække et sygdomsforløb i langdrag. Det er både dyrt for statskassen og øger risikoen for, at sygdomme ikke kan kureres med antibiotika.
Onsdag rettede Statsrevisorerne en hård kritik mod Fødevareministeriets håndtering af MRSA-problemerne. Og det var bare på tide, mener Hans Jørn Kolmos, professor og dr.med. på Syddansk Universitet.
- Jeg kan sagtens genkende kritikken fra Statsrevisorerne. Jeg har prøvet at advare Fødevarestyrelsen og Fødevareministeriet siden 2010. De har intet foretaget sig, men til gengæld brugt tid på at tale problemerne ned.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) anerkendte onsdag kritikken og søsatte et eftersyn af ministeriets håndtering af sagen.
Men det er alt for sent, mener Hans Jørn Kolmos.
- Alt, hvad der er lavet af handlingsplaner og eftersyn det seneste halve år, retter lidt op på det. Men det er for sent. Vi har en epidemi, der spreder sig ukontrollabelt. Hvis ministeriet havde lyttet, da der var færre smittede, så havde vi kunnet afhjælpe problemet.
Hans Jørn Kolmos peger på, at bakterierne er at finde i millioner af svin i Danmark. Han frygter, at der stadig ikke er vilje til at gøre "det, der skal til."
- I 2010 ville man ikke bruge penge på det. Dengang mente man, at lægerne var hysteriske. Og nu er MRSA næsten umuligt at håndtere. Alligevel har jeg stadig ikke set nogen, der tager det så alvorligt, som vi burde.
Hans Jørn Kolmos siger dog, at han er glad for, at fødevareministeren har bebudet et eftersyn af indsatsen mod MRSA-bakterier.
/ritzau/