Tørstige danskere kan godt begynde at forberede sig på at skulle betale pant for øl- og sodavandsdåser, som købes lige syd for den dansk-tyske grænse.
Den slesvig-holstenske miljøminister, Robert Habeck, fremlagde nemlig onsdag et nyt dåsepantsystem, som kan blive indført i grænsesupermarkederne, skriver Flensborg Avis.
Lige nu betaler danskerne ikke pant på dåser købt på en smal stribe jord lige syd for den dansk-tyske grænse, hvilket medfører tusindvis af danske øl- og sodavandsshoppere syd for grænsen hvert år.
Men nu foreslår Robert Habeck, at det danske pantsystem fremover også skal bruges til de dåser, som danskerne køber i grænsehandlen.
Adskillige danske ministre har i årevis kæmpet for at få Tyskland til at droppe undtagelsen om pantfri dåser i grænsehandlen, mens man fra tysk side har været bange for at miste de mange job, som findes i tilknytning til den livlige grænsehandel, skriver Flensborg Avis.
Men nu ønsker tyskerne alligevel at opkræve pant på dåserne - en pant, som danskerne kan få tilbage ved at aflevere dåserne hjemme i Danmark.
Desuden vil hver dåse blive pålagt moms på cirka 2,5 eurocent, som tilfalder den tyske statskasse, skriver Flensborg Avis.
Aftalen er tilsyneladende klar til underskrivelse mellem regeringerne i Kiel og København, men endnu vil den danske miljøminister Kirsten Brosbøl (S) ikke løfte sløret for en eventuel aftale.
- Jeg kan bekræfte, at vi er i en god dialog med Tyskland og Slesvig-Holsten om en løsning på pant fra emballage i grænsehandlen, siger ministeren onsdag til avisen.
/ritzau/