Det har været købers marked på boligmarkedet de seneste år.
Men nu er den udvikling så småt ved at vende, viser tal fra Boligsiden.dk.
Ikke bare stiger boligpriserne landet over. Det nedslag i prisen, der bliver givet, når bolighandler går igennem, er også blevet noget mindre sammelignet med både sidste år og sågar sidste måned, oplyser Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
- Lige nu sker der et skred for villaerne og rækkehusene. På landsplan er prisnedslagene faldet godt 14 procent siden sidste år og knap tre procent bare fra marts til april, siger hun.
Det er særligt rækkehuse og villaer i Hovedstadsområdet, der oplever mindre nedslag. Sammenlignet med sidste år er nedslagene skrumpet med næsten 22 procent.
Læs flere nyheder om bolig her
I kroner og øre ligger Hovedstaden dog stadig på landets højeste niveau med et gennemsnitligt nedslag i pris på 968 kroner per kvadratmeter. Det svarer til, at bolighandlerne afsluttes med en pris, der er cirka 150.000 kroner lavere end udbudprisen.
På landsplan gives der gennemsnitligt 703 kroner i nedslag per kvadratmeter. Selvom prisnedslagene er for nedadgående, så er det ifølge Boligsiden.dk stadig 80 procent af alle bolighandler, hvor der gives prisnedslag.