Forbrugerpriserne kravlede samlet set kun en halv procent op i februar i forhold til samme måned sidste år. I januar var den tilsvarende stigning én procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det fortsat lave niveau for inflationen er en god nyhed for dansk økonomi, mener cheføkonom.
- Danskernes privatforbrug har i den grad behov for at komme op i omdrejninger, så al hjælp modtages i øjeblikket med glæde, skriver Michael H.J. Stæhr, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.
- Og vedvarende lave prisstigninger giver bestemt et positivt bidrag i denne forbindelse, idet forbrugerne ved selvsyn kan se, at de for deres løn har mulighed for at putte flere varer i indkøbskurven, skriver han.
Fra januar til februar i år steg det samlede forbrugerprisindeks 0,7 procent. Husleje, charterrejser og tøj trak ifølge Danmarks Statistik isoleret set forbrugerprisindekset op med 0,63 procentpoint.
- Det skyldes dels, at effekten fra januarudsalget er væk, dels at huslejerne er steget, siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea, i en kommentar.
Husleje reguleres i februar måned, og eftersom huslejen tegner sig for 20 procent af det samlede forbrugerprisindeks, er det et væsentligt element, siger han.
- Det bemærkelsesværdige er, at huslejerne kun er reguleret op med 1,8 procent. Det er markant lavere end sidste år, hvor huslejerne steg med 2,3 procent. Så der er altså kommet et permanent lavere bidrag til inflationen fra huslejerne i år end sidste år, siger han.
/ritzau/