Den afdøde superstjerne Prince har efterladt sig et imponerende musikkatalog. Men når det kommer til den formue, som sangeren har optjent, er arven langt mere uklar.
Tirsdag har sangerens søster Tyka Nelson ifølge nyhedsbureauet Reuters indleveret papirer til retten i Carver County i Minnesota. Og af de papirer fremgår det, at Prince ikke har efterladt sig noget testamente.
Samtidig har Tyka Nelson anmodet om at blive eksekutor, altså den der opgør dødsboet og fordeler arven mellem arvingerne.
Ifølge Hollywood-mediet TMZ, var det ventet, at Tyka Nelson skulle arve hele formuen efter Prince, der anslås til at kunne være på op mod 950 millioner kroner.
Men siden der ikke er noget testamente, siger loven i Minnesota, at arven skal deles ligeligt mellem de tætteste slægtninge.
Tyka Nelson er den eneste af sangerens søskende, der har samme mor og far.
Men da man i Minnesota betragter hel- og halvsøskende som lige rent juridisk, så vil Princes arv sandsynligvis skulle deles mellem de i alt seks nulevende hel- og halvsøskende.
Samtidig siger juraen ifølge TMZ, at såfremt Princes to afdøde søskende har børn, så vil de også kunne få den arv, som deres forældre var berettiget.
Dermed er der lagt op til en kompliceret fordeling af boet og arven mellem Princes nulevende slægtninge.
Prince blev fundet død torsdag 22. april i sit hjem i en alder af 57 år. Hans lig er blevet obduceret, men det kan tage uger, før der kommer svar på, hvad den præcise dødsårsag var.
Kort efter hans død blev han kremeret, og der er blevet afholdt en privat mindehøjtidelighed i den afdøde verdensstjernes hjem i Minneapolis.
Blandt andre Princes søster Tyka Nelson, hans tidligere bassist Larry Graham og modellen Damaris Lewis deltog i lørdagens ceremoni.
De pårørende har meddelt, at der på et senere tidspunkt vil blive holdt en "musikalsk hyldest" for Princes liv.
/ritzau/