Premiere på Wes Anderson-film åbnede Berlinale

admin

10 år siden

|

06/02/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En verdenspremiere på den amerikanske instruktør Wes Andersons med spænding imødesete film "The Grand Budapest Hotel" åbnede torsdag den 64. filmfestival i Berlin.

Filmen handler om tyveriet af et værdifuldt renæssance-maleri og en strid om en enorm familieformue i det centrale Europa.

Dens mange stjerner under ledelse af den britiske hovedrolleindehaver Ralph Fiennes holdt Berlinalens første pressekonference, som indvarslede kampen om Guldbjørnen og Sølvbjørnen.

På den 11 dage lange festival vil der blive vist over 400 film fra det meste af verden for en jury ledet af den amerikanske producer James Schamus ("Brokeback Mountain"), som skal uddele de vigtigste priser til de 20 film i hovedkonkurrencen.

Den 44-årige Anderson er blevet nomineret til en Oscar tre gange.

"The Grand Budapest Hotel" er Andersons 8. film og følger "Moonrise Kingdom", der var en bittersød historie om den første kærlighed. Filmen vakte stor opsigt i Cannes i 2012.

Ud over Ralph Fiennes medvirker blandt andre Adrien Brody, Willem Dafoe, Bill Murray, Harvey Keitel, Léa Seydoux, Jeff Goldblum, Tilda Swinton og Edward Norton i filmen.

Festivalens direktør, Dieter Kosslick, har i optakten til Berlinalen sagt, at Andersons film var den rette til at åbne Berlinalen i et år, hvor Europa markerer 100-års-dagen for Den Første Verdenskrigs udbrud og 25-års-dagen for Berlinmurens fald.

- Der er en masse tysk historie i denne film, og det gælder også for mange af de øvrige film, som vil blive vist på festivalen.

Den Oscar-vindende skuespiller Philip Seymour Hoffmans pludselige død bliver markeret på festivalen med visningen af "Capote", hvor den 46-årige afdøde stjerne spillede hovedrollen.

- Det er steder som Berlin, hvor man har muligheden for at huske, sørge og fejre, siger filmfestivalens talsmand.

/ritzau/AFP