Det kan godt betale sig at få sig en karriere som fodboldspiller i den engelske Premier League.
Spillerne i den bedste engelske fodboldrække tjener i gennemsnit 14,7 millioner kroner, viser en rapport for revisionsfirmaet Deloitte.
Den netop offentliggjorte rapport afslører samtidig, at omsætningen i Premier League i 2012/13-sæsonen var på 21,6 milliarder kroner, og ifølge Deloitte-chef, Dan Jones, vil økonomien kun stige i de kommende år.
Dan Jones vurderer, at de 20 bedste engelske klubber i den seneste sæson, der sluttede i maj, vil nå op på en omsætning på 24 milliarder kroner.
71 procent af pengene blev i 2012/13-sæsonen brugt til at aflønne de højt betalte fodboldspillere, der sammenlagt kunne sætte 15,7 milliarder kroner ind på bankbogen.
Det samlede overskud blandt de engelske klubber landede på 750 millioner kroner.
Rapporten afslører enorme forskelle på de økonomiske nøgletal i de forskellige klubber. Manchester United havde i 2012/13-sæsonen den største omsætning på 3,3 milliarder kroner, mens Wigans omsætning var på 530 millioner kroner.
Det er især øgede indtægter på tv-rettigheder, der i disse år forgylder engelsk fodbold.
Den tyske Bundesliga havde til sammenligning en noget lavere omsætning på 15 milliarder kroner i 2012/13-sæsonen, men tyskerne var generelt langt bedre til at skabe overskud. Det blev sammenlagt til et plus på godt to milliarder kroner.
Det skyldes blandt andet, at bundesligaklubberne blot brugte 51 procent af omsætningen på lønninger.
Den bedste spanske fodboldrække, Primera Division, er Europas tredje største liga målt på økonomi med en omsætning på 14 milliarder kroner. Den italienske Serie A følger efter med en omsætning på 12,7 milliarder kroner.
/ritzau/AFP