Premier League er hurtigt tilbage på skærmen igen

admin

|

28/12/2013

Dagens topnyheder

De klynker sjældent i engelsk fodbold, og der er da heller ikke nogen i Premier League, der brokker sig over, at der allerede er spillerunde igen i eftermiddag.

Dermed skal mange af holdene i aktion igen mindre end 48 timer efter, at de senest var i kamp 2. juledag.

Det gælder blandt andet Manchester City, der torsdag aften vandt topkampen mod Liverpool og som klokken 16 i eftermiddag møder bundholdet Crystal Palace hjemme på Etihad Stadium.

Med foreløbigt ni sejre i ni hjemmekampe burde det være en smal sag for de lyseblå, men manager Manuel Pellergrini mener, at den korte restitutionspause kan gøre kampen sværere end som så.

Og så mener han i øvrigt ikke, at man skal lægge alt for meget i, at mesterskabet de seneste fire sæsoner er gået til det hold, der førte Premier League ved juletid.

- Nu må vi se, hvad der sker, men vi er kun halvvejs igennem sæsonen. Jeg har hele tiden sagt, at der er fem eller seks hold, der kan vinde titlen, siger Pellegrini.

Det førende hold i Premier League, Arsenal, står over for en vanskelig modstander i form af nummer fem, Newcastle.

Manager Arsene Wenger må ved den lejlighed undvære midtbanespilleren Aaron Ramsey, der udgik af opgøret mod West Ham med en skade.

Det komplette program for weekendens 19. spillerunde ser således ud:

Lørdag

13:45 West Ham-West Bromwich

16:00 Norwich-Manchester United

16:00 Manchester City-Crystal Palace.

16:00 Hull-Fulham

16:00 Aston Villa-Swansea

18:30 Cardiff-Sunderland

Søndag

14:30 Everton-Southampton

14:30 Newcastle-Arsenal

17:00 Tottenham-Stoke

17:00 Chelsea-Liverpool

/ritzau/