Morten Wieghorst fik en hjertelig velkomst, da han fredag blev præsenteret som ny cheftræner for AGF.
Den tidligere U21-landstræner blev klappet ind i loungen på NRGi Park, og det gjorde indtryk.
- Tak for modtagelsen. Det er stort, og det har jeg ikke prøvet før. Jeg glæder mig til at indfri de forventninger, der skal være i en klub som AGF, sagde han, da bestyrelsesformand Lars Fournais havde præsenteret klubbens nye frontmand.
Morten Wieghorst har to hovedopgaver i sit nye job. Han skal bygge klubben op fra bunden, og så skal han først og fremmest sørge for, at AGF vender tilbage til Superligaen hurtigst muligt. Gerne allerede næste år.
Det sidste er han helt afklaret med, selv om det kan blive svært.
- Der er ikke noget, der er selvskrevet i fodbold. Man skal arbejde hårdt for at komme derop, men potentialet er der, sagde Wieghorst.
Spurgt om, hvorfor han havde valgt AGF, svarede han uden tøven:
- Potentialet
Han mindede dog også om, at ændringerne kommer til at ske gradvist.
- Det vil være et mål, at man kan se i talentudviklingen i AGF, hvordan vi gerne vil spille på førsteholdet.
- Men det er ikke noget, der sker natten over. Det handler om at implementere en spillestil og uddanne trænere, og det kan man ikke gøre på kort tid.
- Nogle steder snakker man om, at der går op til seks-syv år, før man kan se resultater, sagde han.
Efter fyringen som assistenttræner i Swansea har rygter sendt Wieghorst i flere retninger. Blandt andet har han været nævnt som et bud på en ny manager i sin tidligere klub Celtic.
Når det alligevel endte med en klub i den næstbedste danske række, skyldes det potentialet i AGF.
- Og muligheden for at være med til at bygge noget bæredygtigt op, sagde Wieghorst.
Han og bestyrelsen skal ny i gang med at sætte resten af teamet omkring holdet, og indtil videre er der ikke noget, der er faldet på plads, heller ikke omkring assistenttrænerposten.
- Der er ikke lavet nogle aftaler, så jeg kan ikke fortælle noget endnu, sagde Wieghorst.
Ud over jobbet som assistenttræner skal AGF også have besat posterne som talentchef og sportschef, og der skal findes en afløser for direktør Jan Christensen, der selv har sagt op.
- Det her var første hovedelement i opbygningen af det nye AGF. Resten følger senere, lød beskeden fra bestyrelsesformand Lars Fournais på mødet.
/ritzau/